Ofret - Tjekkoslovakiet op til Anden
Verdenskrig
Claus B. Nielsen, Morten Grundtoft
Hitlers udenrigspolitiske strategi før mellemkrigsperioden blev gjort klar allerede i løbet af det første år efter at han var kommet til magten. Man kan groft set dele den politiske udvikling op i to afdelinger,- En som Hitler brugte over for vestmagterne, at SS og SA ikke var en del af militæret, og derfor ikke en overskridelse af Versaillestraktaten, samt at alle internationale spørgsmål skulle løses gennem fredelige forhandlinger.I virkeligheden var Hitlers politik dog ganske anderledes - i 1933 meldte Tyskland sig ud af folkeforbundet og den dertilknyttede konference om nedrustning, og en generel militarisering af dagligdagen i Tyskland påbegyndtes ( med fængsling af anderledes tænkende) og store bevillinger til hæren.
Hitlers formål var et større Tyskland ( han kalder det lebensraum allerede i tyverne i bogen Mein Kampf.) I 1933 forsøgtes således et nazistisk kup, støttet af Tyskland i Østrig. - Kuppet slog dog fejl. Hitler vandt senere en stor politisk sejr, da han i 1935 genindlemmede Saar området med de rige kulminer til Tyskland via en folkeafstemning. En endnu større sejr var dog remilitaseringen af Rhinlandet i 1936 - Hermed kunne Hitler i januar 1937 med sandhed erklære at Tyskland igen var en stormagt på samme niveau som England og Frankrig - Versaillestraktaten var sat ud af kraft - uden synderlig modstand fra de allierede.
Hitlers mål var, som allerede nævnt et større Tyskland, med de dertil hørende størrer ressurcer - malm, kul og fabrikker. Ressurcer som alle var nødvendige for at kunne opbygge en stærk rustningsindustri. Hitlers vigtigste våben i kampen imod at de allierede skulle gå hen og blande sig i den tyske aggresionspolitik, var Goebbels propaganda ministerium, som opfandt eller overdrev overgreb imod tyske mindretal i de berørte lande. Disse påståede overgreb førte til ekskalerende sammenstød og krav fra tysk side, krav som i sidste ende ikke kunne opfyldes, og som dermed medførte at Hitler med det tyske folk bag sig, kunne gå ind og overtage regeringsmagten i Østrig d. 12. marts 1938. ( Mange, men dog ikke flertallet af det østriske folk var protyske.) England og Frankrig protesterede - England vagt, Frankrig med større styrke, men uden synlige resultater på grund af en hjemlig regeringskrise.
Endnu engang havde den tyske pressionspolitik båret frugt.
Hitlers næste "projekt" var at indlemme Tjekkoslovakiet i det stortyske rige. allerede i 1937 skitserede Hitler planen "Fall Grun¨", hvor Nazi partiet i det af det tyske mindretal dominerede Sudeterland, skulle stille stadig større krav (støttet af Tyskland), til den tjekkoslovakiske regering i Prag. Denne efterhånden gennemprøvede pressions politik, blev i Sudeterland ledet af Heinleins nazi celler, som anstiftede uro og optøjer, som de gav den Tjekkoslovakiske regering skylden for. Hitlers propaganda ministerium var så effektivet, at det endda fik et mislykket attentatforsøg på præsident Benes, til at fremstå som et komplot imod Sudeterland mindretallet, og de fremstillede den fængslede attentat mand som en martyr over for resten af verden.
Hitlers formål med at indlemme Sudeterland i resten af det Tyske rige, var hovedsageligt for at få kontrollen over de meget stærke Tjekkoslovakiske befæstninger, der lå i bjergene, der grænsede op imod Østrig. Den Tjekkoslovakiske hær var nemlig ikke ret stor (21 divisioner), men den var
derimod meget veludrustet. Blandt andet på grund af de meget store Skoda fabrikker, som åbenbart var bedre til at producerer våben, end biler. Skoda fabrikkerne som var blandt sværvægterne i europæisk rustnings industri, stod højt på Hitlers ønskeliste; derudover ville indlemmelsen af Sudeterland åbne for muligheden for en sydfront i det allerede planlagte felttog imod Polen. Til sidst var det også en torn i øjet på Hitler, at mange af hans politiske modstandere (og jøder), var flygtet til Prag efter Østrigs indlemmelse i Stortyskland; Præsident Benes ville ikke udlevere dem, men forsøgte dog at dæmpe deres kritik af Hitler ned, for ikke at provokere ham yderligere.
En stor del af disse flygtninge måtte blive så længe i Tjekkoslovakiet, at den nazistiske menneskekværn fik fat på dem- da ingen af hverken de omkringliggende lande, eller
de allierede, ville tage imod flere flygtninge på deres i forvejen meget lave indvandrer kvoter.
Vestmagternes stillingtagen til Tjekkoslavakiets problemer var forskellig. Frankrig var via traktater forpligtiget til at hjælpe Tjekkoslovakiet, men regeringen var splittet, da man rent militært var afhængig af Englands medvirken i en eventuel konflikt. Englands stilling kan nemmest beskrives med Chamberlains ord:"Tjekkoslovakiet er et fjernt land, vi ikke ved noget om". England var altså ikke indstillet på en storkrig med Tyskland , på grund af det lille land.
Præsident Benes og hans regering gjorde alt hvad de kunne for at imødekomme Hitlers krav, men lige meget hjalp det. Efter flere ugers krise underskrev Chamberlain, Daladier, Hitler og Mussolini i Munchen en overenskomst der tvang Tjekkoslovakiet til at afgive Sudeterland helt uden sværslag.
Tjekkoslovakiet var endda ikke repræsenteret ved mødet, men Chamberlain kunne hjemme i England vifte med en traktat, som han påstod betød "fred i vor tid".
Polen og Ungarn meldte sig ligeledes med territoriale krav, som blev opfyldt.
Den 1 oktober 1938 endte således præsident Benes linedans imellem stormagterne, han gik af, og efterlod et knækket og forsvarsløst land, som Hitler problemløst kunne indtage resten af den 15. marts 1939. Det Tjekkoslovakiske folk modtog Hitler med forbitrelse, men de var magtesløse.
Hitler havde hermed vist at hans intentioner ikke kun var et samlet stortyskland, men derimod en decideret erobringskrig.
Da den britiske udenrigsminister, Neville Chamberlain, i september 1938 vendte hjem til England, fra det herostratisk berømte Münchenmøde, var det i en forvisning om at verdensfreden var sikret. I Tyskland var Adolf Hitler kommet til magten og han havde bl.a i sinde at generobre en masse land, som var taget fra tyskerne efter den første Verdenskrig. Hitler havde opbygget en enorm hær, og man var bange for at han ville bruge denne hær hvis ikke man gav ham de landområder han mente tilhørte Tyskland. Man havde derfor givet Hitler indrømmelse på det der mentes at være hans sidste territoriale krav i Europa, Sudeterlandet i Tjekkoslovakiet. Denne aftale kom for eftertiden til at stå som kronen på værket, af den politik der fik betegnelsen, "Appeasment policy" eller "Münchenånden" (eftergivenhedspolitik, beroligelsespolitik)
Aftalen betød at Tjekkoslovakiet måtte afstå Sudeterlandet og dermed De Böhmiske bjerge, som lå i Sudeterlandet, til Tyskland. Bjergene, eller "Den Böhmiske Bastion", udgjorde et fortrinligt
fæstningsværk mod den tyske ekspansionspolitik, og var den sidste garant for at Tjekkoslovakiet kunne forblive en selvstændig stat. Alligevel valgte vestmagterne (England & Frankrig) at "ofre"
denne del af Tjekkoslovakiet, i håb om at tilfredsstille Hitler i hans forsøg på at samle det tyske rige efter den 1 Verdenskrig. Vi skal her se lidt på, hvorfor specielt England og Frankrig ikke hjalp Tjekkoslovakiet da Hitler var ved at indvadere landet.
Den politiske arena på det europæiske kontinent blev i 30erne præget af bl.a 1. verdenskrig og den efterfølgende verdensomspændende økonomiske krise. Rundt omkring i Europa blomstrede diktaturer op. I Spanien Franco, I Italien Mussolini og i Tyskland Hitler. Den østrigske despot og demagog Adolf Hitler, har ikke været noget særsyn for den europæiske opinion. Desuden herskede der den opfattelse, at en katastrofe i lighed med den verden havde oplevet i forbindelse med den 1 Verdenskrig, ikke kunne forekomme igen. Disse forhold har formentlig været faktorer der har været medbestemmende da den politiske linie blev lagt umiddelbart efter den 1 Verdenskrig.
I kølvandet på den 1 verdenskrig opstod der en uforsonlig holdning overfor det tyske folk. England og Frankrig havde lidt store tab under den 1 Verdenskrig, og det var dem magtpåliggende at Tyskland ikke fik mulighed for igen at påføre dem og hele Verden de samme lidelser. Ved fredsforhandlingerne i Versailles i 1919 blev tyskerne pålagt en enorm krigsgæld, en reducering af hæren til et absolut minimum samtidig med at riget opløstes. En stor ydmygelse for det tyske folk som skulle få skæbnesvangre konsekvenser senere hen.
Første Verdenskrig havde været umenneskelig grusom og mange millioner unge mænd måtte lade livet i de uhyggelige skyttegrave. Derfor satte man sig ned efter krigen og lavede en traktat der bl.a skulle sikre verden fred. Tyskland fik ikke lov til at deltage i forhandlingerne, man mente ikke tyskerne havde krav på at blive hørt. Versaillestraktaten havde som sagt til formål at sikre Verden mod en ny Verdenskrig, men den skulle dog vise sig at blive en klods om benet på de allierede. (altså England, Frankrig & U.S.A) Traktaten kundgjorde bl.a den enkelte nations ret til selvbestemmelse, men selvbestemmelse var ikke ligefrem det tyskerne fik ud af traktaten. Dette blev Hitlers skriftlige retfærdiggørelse af den oprustning og troppebemandingen han senere foretog af de områder der ifølge Versailles-traktaten skulle friholdes.
For franskmændende var det altafgørende at vedtægterne i Versaillestraktaten blev overholdt. Tyskland skulle holdes op på sin gæld, og afholdes fra de områder nævnt i traktaten. Frankrig oplevede som næsten alle andre stater i Europa, en økonomisk krise efter krigen. Frankrig var et af de lande, der havde lidt størst menneskelig og materiel skade under den 1 Verdenskrig. Store dele af Frankrig lå i ruiner, og man havde brug for arbejdskraft til at genopbygge landet. Størstedelen af de reelle kamphandlinger var foregået på fransk grund. England var grundet geografiske forhold forskånet for ødelæggelser af det samme format som Frankrig. Der var næsten ikke ført krig på den engelske Ø. Frankrig oplevede altså ikke, i lighed med England, stor arbejdsløshed. Desuden var der et stort behov for at skabe sikkerhed mod en ny verdenskrig Den sikkerhed mente man at opnå ved at holde tyskerne nede økonomisk og militært. Men der var også et stort pres fra den franske regering, på at holde tyskerne ude fra de områder der ifølge Versailles-traktaten ikke måtte huse tyske tropper. Pengene til genopbygningen af det sønderlemmede Frankrig skulle hentes fra det endnu hårdere ramte Tyskland. Den franske statsgæld voksede og man oplevede en devaluering af franc'en. En generel tendens i det franske samfund kom til udtryk i slagordet - "Le Boche payera"
( Lad tyskerne betale )
Franskmændende søgte gennem alliancer med bl.a Tjekkoslovakiet at sikre sig på bedst mulige måde mod en ny tysk stormagt. I 1925 indgik Frankrig en pagt med Tjekkoslovakiet, hvori man forpligtede sig til at bistå Tjekkoslovakiet mod et eventuelt angreb fra tysk side. Tjekkoslovakiet var placeret på den anden side af Tyskland i forhold til Frankrig. Igennem en alliance med Tjekkoslovakiet havde man mulighed for at kontrollere Tyskland fra 2 sider. Denne alliance svigtede man dog på det grusomste, da den daværende franske udenrigsminister Edouard Daladier i Sep. 1938 underskrev Münchenaftalen. Frankrig havde grundet store investeringer i de tjekkiske rustningsværker, Skodaværkerne, en interesse i at bibeholde den tjekkiske stat som allieret og opretholde kontrollen med den tjekkiske uafhængighed. Derfor har det også virket som et ekstra hårdt diplomatisk slag for Tjekkerne, da det blev åbenbart at Frankrig ikke havde i sinde at bistå dem i kampen for at dæmme op for Hitlers ekspansionspolitik. Forpligtelserne overfor den tjekkiske stat og alliancen man havde indgået, frafaldt da det blev åbenbart for franskmændende at England ikke ville være istand til at føre krig mod Tyskland. I slutningen af 30´erne frygtede man mere og mere Hitler og nazismen, men man havde ikke sørget for at afsætte nok penge til hæren, og derfor gravede franskmændende sig istedet ned, nu hvor man ikke kunne gå i krig.
Tyskland havde, siden Hitler i 1933 kom til magten, gjort op med Versailles-traktaten. Der blev oprustet, og de landområder der var blevet frataget tyskerne efter den 1 Verdenskrig, blev generobret. Det tydede alt ialt på en ny krig, men vestmagterne gjorde hvad de mente var det mest fornuftige. ihvertfald i forhold til deres egen situation. De efterkom Hitlers krav om de tabte landområder.
England led, som alle andre, under den økonomiske krise efter 1 Verdenskrig. I årene umiddelbart efter krigen var holdningen blandt det engelske folk, at tyskerne skulle betale gildet efter krigen. Men der gik ikke mange år før denne indstilling ændrede sig, i retning af at blive mere forsonlig og imødekommende. Tyskland havde før krigen været en stor handelspartner til England. England havde tjent mange penge på skibsvæftsindustrien og kul, men det var selvfølgelig udelukket under krigen at handle med Tyskland. Nu efter krigen oplevede man stor arbejdsløshed, og det blev hurtigt
klart for englænderne at hvis hjulene skulle i gang igen måtte man have genetableret de gamle handelsforbindelser med bl.a Tyskland. Men Tyskland var som sagt underlagt en enorm krigsgæld, og den tyske økonomi så heller ikke for godt ud. Englænderne begyndte lidt efter lidt at antage den holdning at slå en streg over krigsgælden, og istedet lade Tyskland komme økonomisk på fode igen, så man kunne genoptage handelsforbindelserne. Det var simpelthen nødvendigt for at rette op den stigende engelske arbejdsløshed og den meget ringe økonomi. På den anden side stod franskmændende og ville på ingen måde høre tale om at lade tyskerne slippe for at betale.
Den britiske politik i slutningen af 30´erne blev meget afgørende for udviklingen i forholdet til Hitlers Nazityskland. Som nævnt i indledningen fik den europæiske politik i slutningen af 30´erne betegnelsen "Münchenånden". Det gjorde den fordi mødet hvor Sudeterlandet blev solgt til Hitler, blev holdt i München.. Det møde kom, som tidligere nævnt, til at stå som kronen på værket af den
politik der blev ført. Neville Chamberlain, der var britisk premierminister i årene op til 2 Verdenskrig, kom til at fremstå som den politiker der var mest ivrig for at føre denne politik. Den politik man førte overfor Hitler, gik ud på at man efterkom hans krav lidt efter lidt. Hver gang han gjorde krav på et landområde, eller han gjorde andre ting der var i strid med Versaillestraktaten, lod man stort set som ingenting. Man protesterede kraftigt nogen gange, og gav udtryk for sin
utilfredshed med måden hvorpå Hitler drev politik. Men Hitler fik stort set lov til gang på gang at gøre som det passede ham. Så kan man jo spørge sig selv hvordan det kan gå til, når man nu med
Versaillestraktaten, havde forsøgt at undgå en sådan situation. Svaret skal formentlig bl..a findes i det forhold, at hverken England eller Frankrig havde brugt penge på militæret. Man havde nedrustet, fordi man troede at en ny verdenskrig var utænkelig. Da det gik op for englænderne at de var nødt til at opruste, var Hitler allerede langt foran dem. Franskmændende gravede sig som sagt ned. De byggede en kæmpe fæstningslinje ved den grænse der førte op Tyskland. Fæstningslinjen fik navnet "Maginotlinjen", ( se kort! ) efter den daværende franske forsvarsminister. Mange franskmænd så helst at man bare glemte alt om Tjekkoslovakiet og Hitler, og i stedet "gemte" sig bag Maginotlinjen. Isolere sig, så skal det hele nok gå, synes man at have tænkt. Men det gik jo som bekendt anderledes. Man kunne spore en form for dårlig samvittighed hos englænderne over Versaillestraktaten. Derfor har De sikkert også været mere modtagelige overfor de tyske argumenter om retten til deres selvbestemmelsesret, end franskmændende var. Og man var, som tidligere nævnt, ikke tilbøjelig til at risikere en storkrig, for at forhindre Hitler i at indtage Sudeterlandet.
Neville Chamberlain & Edouard Daladier deltog d. 29 september 1938 i et møde med Hitler i den sydtyske storby München. Et møde hvor det aftaltes at Tjekkoslovakiet skulle afstå Sudeterlandet og dermed de Böhmiske bjerge til Hitler. Forud for mødet havde den tjekkiske regering forsøgt alt hvad der var menneskeligt muligt, for at forhindre en sådan overtagelse. I selve Sudeterlandet var der kræfter som på Hitlers side arbejdede på at få Sudeterlandet indlemmet i det tyske rige. Hitler var selvfølgelig positivt stemt overfor denne ide. Hitler forsikrede englænderne og franskmændende med, at det var hans sidste territoriale krav i Europa. Ifølge den førnævnte pagt som Frankrig havde indgået med Tjekkoslovakiet, var de forpligtede til at gå i krig på tjekkisk side, for at forhindre
Hitler i at overtage Sudeterlandet. Men uden England, ville Frankrig ikke
gå i krig med Tyskland. Englænderne var som sagt heller ikke rustet til en krig, så man
lagde simpelthen pres på den tjekkiske regering, for at de skulle imødekomme det krav,
visse personer i Sudeterlandet og Hitlers Nazityskland stillede. Den Tjekkoslovakiske
regering med Edouard Benes ( den tjekkoslovakiske udenrigsminister ) i
spidsen, kunne på ingen måde forene sig med de tyske krav. Efter to andre møder med
Hitler endte det den 29 september 1938 med at man underskrev det dokument, der gjorde at
Hitler uhindret kunne indtage Sudeterlandet. Den tjekkoslovakiske regering ville ikke selv
være med til aftalen, så de blev simpelthen holdt ude fra det møde hvor deres skæbne
blev beseglet. Vestmagterne havde ofret Tjekkoslovakiet for at undgå krigen, De fik den
alligevel.