[Tilbage til hovedsiden Prag/Tjekkiet]
Prags kirker og klostre *Kroningsvejen *Renæssancen * Habsburgerne * Tjekkoslovakiets oprettelse * Starometske namesti * Ofret - Tjekkoslovakiet op til Anden Verdenskrig * Prag under 2. Verdenskrig * Jøderne i Tjekkoslovakiet under 2. Verdenskrig * Kommunisternes magtovertagelse 1948 * Foråret i Prag * Fløjlsrevolutionen 1989 * Prag/Tjekkiet efter Fløjlsrevolutionen *  Brahe og Kepler *Prag galleri *
Rids af Prag/Tjekkiets historie * Links og litteratur
Foråret i Prag

Før "Foråret i Prag"
    -Marshall-hjælp
    -Samfundsøkonomiske problemer
    -Alexander Dubcék
"Foråret i Prag"
    -Aktionsprogram
    -"De 2000 ord"
Invasionen
    -Sovjetunionen tog fejl
    -Invasionen - hvorfor?
    -14. Partikongres
    -Hvad sker der i Moskva?
    -Hjemme i Tjekkoslovakiet
"Normaliseringen"
    -Jan Palach
    -Husák
    -Bresjnev-doktrinen

Før "Foråret i Prag

Trods den store frygt for "Sovjetspøgelset", måtte vestmagterne erkende, at Tjekkoslovakiet var indstillet til kommunismen. Både amerikanske og sovjetiske tropper havde været med ved befrielsen af Tjekkoslovakiet i maj 1945, men det stod klart, at det tjekkoslovakiske folk så positivt på den kommunistiske ide. Dette skyldtes både, at sovjetiske tropper havde befriet tjekkoslovakkerne for nazisternes grusomheder, men også at man helt tilbage fra tiden mellem de to verdenskrige havde opbygget en stærk antinazistisk bevægelse i landet.

I modsætning til stort set alle de andre østeuropæiske lande, var der således ingen modstand at møde, da Sovjet begyndte sin opbygning af et kommunistisk styre i Tjekkoslovakiet, efter samme metode som i de øvrige lande i sovjetisk territorium. Ingen anede tilsyneladende uråd.

Man gennemførte således valg i 1946, hvor det kommunistiske parti opnåede hele 36 procent af stemmerne, men den store tilslutning ændrede ikke kommunisternes hårdhændede metoder. Snart stod det klart, at kommunisterne misbrugte deres position, men på dette tidspunkt var stort set alle poster i magteliten besat med sovjettro partimedlemmer, samtidigt med at det hemmelige politi udrensede modstandere af systemet.

Kommunisterne sad formelt i regering sammen med socialdemokratiet, men allerede i 1947 opstod der åben konflikt pga. den amerikanske Marshall-hjælp. Sovjetunionen beordrede gennem partiet alle østeuropæiske lande til at afvise denne økonomiske støtte, af frygt for at USA's påvirkning i Østeuropa.

Under stærkt pres udnævnte Benes i februar 1948 nye kommunistiske ministre efter at socialdemokratiet havde forladt regeringen i protest mod, at den kommunistiske indenrigsminister havde fyret alle ledende politikommissærer og erstattet dem med "egne".

Reelt var der her tale om et kommunistisk statskup.

Fra 1948 udviklede Tjekkoslovakiet sig til en ultra-stalinistisk rædselsregime. Der blev foretaget voldsomme blodige udrensninger blandt modstandere. Fra 1949-56 blev 300 personer dømt til døden for påstået højforræderi, og langt flere blev fængslet. Således blev den ellers udbredte modstand blandt befolkningen slået ned med hård hånd. Der blev samtidig gennemført nationaliseringer overalt, og man skiftede således brat fra liberal blandingsøkonomi til stram planøkonomi efter sovjetisk model.

Præsident i disse sorte år var Klemens Gottwald, der tiltrådte efter at Eduard Benes abdicerede i 1948. Benes der jo som eksilpræsident havde kæmpet for Tjekkoslovakiets frihed under hele krigen.

Ved Stalins død i marts 1953, var der i alle østeuropæiske lande, med undtagelse af Tjekkoslovakiet opblødningstendenser, og tegn på erkendelse af stalinismens fejltagelser. Også Klemens Gottwald døde i marts 1953, men de politiske udrensninger fortsatte under hans efterfølger Antonin Zápotockký og hans premierminister, stalinisten og tjekken Antonin Novotný.

Paradoksalt var Tjekkoslovakiet det eneste land som i vid udstrækning fastholdt stalinismen (F.eks. blev det enorme Stalin-monument i Prag bygget i maj 1955, på et tidspunkt, hvor der selv i Sovjet, under Khrustjov, var tendenser i retning af en mere human styreform).

Det blev Novotný, der efterfulgte Zápotocký efter hans død i november 1957, og dermed var der ikke udsigt til nogen opblødning af det kommunistiske styre i Tjekkoslovakiet.

Der lurede dog store problemer for de prokommunistiske ledere. De samfundsøkonomiske problemer i landet var vokset løbet af 50'erne. Disse skyldtes dels den stive planøkonomi, men også at alle veluddannede økonomer og virksomhedsledere var blevet erstattet med uerfarne og inkompetente, men partitro, personer. I 50'erne oplevede Slovakiet en gennemgående industrialisering og økonomisk fremgang, der ikke lod sig forene med styrets femårsplaner. Dette pustede liv i slovakiske autonomisters krav om selvstyre.

En pengereform i 1953, og den indholdsløse såkaldte økonomiske reform i 1958 havde efterhånden skabt en stor utilfreds blandt folket, og dette kunne, trods undertrykkelsen, umuligt negligeres af partiledelsen.

Så selvom man på den 10. partikongres i juni 1958 påstod, at opbygning af det socialistiske samfund snart var færdigt, kan det ikke have virket særligt overbevisende, de økonomiske vanskeligheder taget i betragtning.

På denne kongres blev den "sovjetskolede" Alexander Dubcék valgt til centralkomitéen.

Til toppen
Foråret i Prag

Den økonomiske nedtur fortsatte op gennem 60'erne, stadig med Novotný som leder, samtidig med at befolkningens utilfredshed blev endnu mere udbredt.

I 1966 var utilfredsheden med Novotný åbenlys, og dette afspejledes ved at reformøkonomen Ota Sik ved den 13. partikongres tillod sig at kræve ikke bare økonomiske - men også politiske reformer. Da Novotný ved et centralkomitemøde i 1967 rettede en kraftig offensiv mod de slovakiske autonomister, måtte han overraskende se slovakken Dubcék tage alvorligt til gemnæle.

Novotný så nu kun en udvej tilbage, nemlig at søge støtte i Sovjetunionen hos generalsekretær Bresjnev, der havde overtaget efter Khrustjov i 1964. Men dette forsøg slog fejl: Bresjnev's eneste kommentar var "vase dela": "det er jeres egen sag". Selv ikke militæret ville støtte sin egen øverstbefalende, og således blev Novotný afsat i januar 1968.

Efterfølgeren blev Alexander Dubcék, der både havde været førstesekretær i Slovakiets kommunistiske parti og var medlem af partiets centralkomité. Dubcek var et kompromis naturligvis kunne de slovakiske autonomister og de reformivrige anderkende Dubcék (han havde jo talt deres sag, og desuden var han selv slovak af herkomst) og de tilbageværende Novotný-tilhængere accepterede ham - sandsynligvis pga. hans "sovjet-uddannelse".

Dubcék reagerede hurtigt fra sin nye position som leder af det kommunistiske parti, ved at udtrykke sin støtte til den reformivrige fløj.

Allerede i april 1968 gav det sig udtryk i et "aktionsprogram". Det kommunistiske partis nye rolle skulle stadig være ledende, men ikke opnå sine mål ved magtanvendelse; alt i alt var programmet i opgør med det sidste tyve års metoder. Man erkendte, at der var sket et enormt vidensresourcespild, både kulturelt og videnskabeligt, og man satte spørgsmål ved partiets udemokratiske magtstruktur, der jo stammede fra marxismen-leninismen. Endeligt tog kommunistpartiet det fulde ansvar for alle disse fejltagelser. Censuren blev ophævet og en demokratiseringsproces var sat gang. Aktionsprogrammet blev fulgt op med "De 2000 ord ", der var signeret af partiet og en lang række kendte intellektuelle personligheder.

Dubcék spillede i den grad med åbne kort, og således præsenterede han da også sin "Socialisme med et menneskeligt ansigt" da man fejrede 20-årsdagen for den kommunistiske magtovertagelse i Tjekkoslovakiet. Her var blandt andre Bresjnev, den sovjetiske leder og lederne fra de andre østlande, repræsenteret. Og man var mildest talt ikke tilfredse med de nye tiltag. Det tenderede til at være "kontrarevolutionært", altså i mod ideerne fra 1917, og situationen blev sammenlignet med opstanden i Ungarn i 1956. Dubcek søgte at afværge konflikten ved at påpege, at det var et indre anliggende for Tjekkoslovakiet, men da var situationen allerede løbet løbsk.

Modsætningsforholdet mellem de nye forhold i Tjekkoslovakiet og de øvrige østlande samt Sovjet blev efterhånden så udbygget, at man i august 1968 holdt to krisemøder lederne i mellem; først i Cierna, hvor man ikke kunne blive enige om en løsning, og siden hen i Bratislava, hvor slutdokumentet afspejlede en del uenighed parterne imellem. Udadtil var Dubcék dog stadig optimist.

Invasionen [til toppen]

Alt imens man i Tjekkoslovakiet var optaget af sin nyvundne frihed, besluttedes det i

Moskva d. 20. august, at man ville bruge militærmagt overfor Tjekkoslovakiet. Samme

aften klokken 23.00 gik tropper fra Warszawapagt-landene ind over grænsen. Det viste sig at blive den største militæraktion siden 2. verdenskrig. Den styrke hvormed invasionen kom var stor, og bestod af 500.000 mand, som medbragte 800 fly, 2000 kanoner og næsten 6000 kampvogne.

Den følgende morgen blev Dubcék og de andre ledere arresteret og ført ud af landet. Inden de kom til Moskva d. 23. august kom de en tur til både Polen og Ukraine. I løbet af morgenen og formiddagen blev der i radioen manet til besindighed, og opfordret til ikke at yde modstand mod besættelsesstyrken. Her er præsident Svobodas tale til folket af 21.8.68:

Jeg taler til jer på denne skæbnesvangre dag. Vi oplever nu et enestående alvorligt øjeblik i vort folks liv. Militære tropper fra Sovjetunionen er sammen med tropper fra Polen, DDR, Bulgarien og Ungarn rykket ind på republikkens jord. Det skete uden godkendelse af landets forfatningsmæssige organer, som imidlertid udfra det ansvar, de har overfor nationen og folket, nu så hurtigt som muligt må søge at løse den konflikt, som er opstået, og sørgefor en hurtig tilbagetrækning af de fremmede tropper ... ...

Jeg appellerer til jer, mine medborgere, og jeg beder jer bevare den absolutte ro og afholde jer fra handlinger, som kan føre til aktioner, ingen ønsker, medfølger, som kan blive uoprettelige. Jeg beder særligt Tjekkoslovakiets ungdom om dette. Jeg anmoder alle arbejdere, bønder og de intellektuelle om igen at vise, hvordan I holder fast ved socialismen friheden og demokratiet. Vi er kommet til et punkt, hvorfra der ikke er nogen vej tilbage.

Tab ikke troen. Lad os alle stå samlet bag Tjekkoslovakiets kommunistiske parti og den nationale Front, og vi vil gå videre i enighed med arbejdet for at skabe et bedre liv for vort folk... (Præsident Svobodas tale til folket af 21.8.1968 fra Sovjetunionen og Tjekkoslovakiet 1968, Ebbe Gert Rasmussen.)

Situationen i Tjekkoslovakiet blev centrum for hele verdens opmærksomhed, og i FN samledes man for at diskutere situationen. Der blev gennem TASS, det sovjetiske telegrambureau, udsendt en meddelelse, som fortalte, at Tjekkoslovakiet selv havde bedt Sovjet og de øvrige Warszawapagtlande om hjælp, herunder også væbnet hjælp. Henvendelsen var ifølge pressemeddelelsen

... foranlediget af den trussel, som er udviklet mod det socialistiske system og den grundlovssikrede statsskik i Tjekkoslovakiet af de kontrarevolutionære kræfter, som er trådt i forbindelse med de socialistfjendtlige ydre kræfter.

Og lidt længere henne i meddelelsen:

Sovjetregeringen og regeringerne i de allierede lande - Folkerepublikken Bulgarien, Den Ungarske Folkerepublik, Den Tyske Demokratiske Republik og Den Polske Folkerepublik - har, med udgangspunkt i principperne om uløseligt venskab og samarbejde og i henhold til eksisterende overenskomstmæssige forpligtelser, besluttet at opfylde ovennævnte anmodning om fornøden bistand til det Tjekkoslovakiske broderfolk. (Pressemeddelelse: Den tjekkoslovakiske anmodning om hjælp: TASS af 21.8.1968. fra Sovjetunionen og Tjekkoslovakiet 1968, Ebbe Gert Rasmussen.)

Sovjetunionen tog fejl

Sovjetunionen tog fejl af situationen. De havde regnet med, at der var nogle ledende partimedlemmer i Tjekkoslovakiet ville bede om hjælp til at danne en ny regering, og dermed igen sikre sig kontrollen over medierne. Man havde i Sovjetunionen troet, at disse medlemmer ville gøre det, om ikke andet så for at beholde de privilegier der var forbundet med et job som højtstående partimedlem. Men reformpolitikken havde enorm opbakning i Tjekkoslovakiet, både blandt politikere og blandt befolkningen. Den store enighed hos befolkningen gjorde, at ingen af politikerne fra før Dubcék turde gå imod.

Soldaterne fik også den store enighed at mærke, da folk i gaderne demonstrerede, og spurgte dem hvorfor de var kommet, og at det ikke var dem, som havde bedt dem om det. Det forvirrede soldaterne, som havde fået at vide, at de skulle komme som befriere. Det massive psykologiske pres fra befolkningen, gjorde at flere af soldaterne fra besættelsesmagten begik selvmord i frustration.

Invasion - hvorfor? [Til toppen]

Sovjetunionen gik ind i Tjekkoslovakiet for at bremse den udvikling der var ved at ske i landet - de var bange for at miste grebet i Østeuropa. De andre østeuropæiske lande delte denne frygt, da de vidste, at de skulle bruge Sovjetunionen for at beholde magten i deres egne lande. Det man i de andre lande var mest bange for, var ytringsfriheden, som var blevet lovet i Tjekkoslovakiet, ville brede sig til de andre kommunistiske lande.

[Til toppen]

14. partikongres

Torsdag d. 22.8., på invasionens anden dag samledes de tjekkoslovakiske kommunistparti til sin 14. partikongres. Denne kongres havde været planlagt et stykke tid i forvejen, og tidspunktet for invasionen er ikke helt tilfældigt set i forhold til denne kongres. Man ville fra sovjetisk side forsøge at undgå den, da man regnede med at kongressen ville give endnu flere tilhængere af reformpolitikken. Kongressen blev alligevel afholdt, og det foregik i en fabrik i Prag. Stemningen på kongressen var meget spændt, og der var flere gange afbrydelser, hvor det blev meddelt, at besættelsestropperne nærmede sig. Man kom dog alligevel gennem dagsordenen, hvilket bl.a. betød, at man fik lavet en erklæring med nogle krav, og hvis disse krav ikke blev opfyldt, opfordrede kongressen befolkningen til en times generalstrejke.

[Til toppen]
Hvad sker der i Moskva?

I Moskva forsøgte man stadigvæk at fa indsat en ny regering i Prag, men det lod sig ikke gøre, da det var præsident Svoboda, som skulle udpege regeringen. I stedet rejste Svoboda d. 23.august til Moskva for at forhandle med repræsentanter for Sovjetunionen.

Svoboda forlangte, at Dubcék og de øvrige fængslede ledere blev løsladt og kom med ved forhandlingsbordet. Dette lykkedes.

Man forlangte fra sovjetisk side, at næsten alle de resultater man i foråret i Tjekkoslovakiet var nået frem til, blev annulleret. Forhandlingerne endte med, at de fængslede ledere igen kunne indtage deres positioner i partiet, men samtidig skrev Tjekkoslovakkerne under på et program, hvilket bl.a. satte beslutningerne fra den 14. partikongres ud af kraft.

[Til toppen]

Hjemme i Tjekkoslovakiet

Mens der blev forhandlet i Moskva fortsatte den "ikke voldelige" modstand i Tjekkoslovakiet. Måden hvorpå denne modstand kunne være, kom fra radio og aviser. Det var bare ikke de officielle medier (disse var kontrolleret af besættelsesmagten), men lokalradioer og trykkerier som udsendte "opskrifterne". Der var mange forskellige former for fredelig modstand mod besættelsesmagten. Der blev indsamlet underskrifter, man pillede vejskiltene i Prag ned, byttede rundt på vejskiltene, tog navneskilte væk fra dørene osv., alt sammen for at gøre det besværligt for besættelsesmagten.

Fredag d. 23.8 kom så den strejke, som der var blevet opfordret til på den 14. partikongres. Strejken varede fra kl. 12-13 og Tjekkoslovakkerne tog den alvorligt.

Tirsdag d.27.8 vendte Dubcék, Svoboda og de øvrige forhandlere hjem til Prag, og både Svoboda og Dubcék holdt taler til folket. Dubcéks tale virkede stærkest, og han sagde, at det var nødvendigt at begrænse ytringsfriheden og demokratiet, men han gav også udtryk for, at han ikke helt havde opgivet den politiske kurs fra foråret.

[Til toppen]

"Normaliseringen"

Fra slutningen af 1968 igangsattes den proces, som siden hen har fået tilnavnet "normaliseringen" - kommunistpartiet genvandt den fulde kontrol over samfundet og forholdet til Sovjetunionen vendte tilbage til det klassiske underordnelsesforhold.

I starten af året 1969 kom det ved flere lejligheder til antisovjetiske manifestationer. Den første kom allerede den 16. januar, hvor den 21-årige student, Jan Palach brændte sig til døde i protest mod besættelsen af Tjekkoslovakiet. Palach blev lynhurtigt et symbol på Tjekkoslovakiets undertrykkelse og i dag kan man se mindesmærket for ham på det gamle universitet. I marts 1969 besejrede det tjekkoslovakiske ishockeylandshold sensationelt Sovjetunionen ved Verdensmesterskabet, hvilket straks gav provokatører anledning til flere antisovjetiske manifestationer. Disse hændelser var medvirkende til at Warszawapagtens øverstkommanderende, marskal Yakubovsky, kom til Prag med trusler om en ny sovjetisk militærinvasion. Derudover krævede Warszawapagtlandene med Sovjetunionen i spidsen at Tjekkoslovakiet indførte ekstraordinære forholdsregler overfor oppositionen.
Mindesmærket for kommunismens ofre, Vaclávske Namésti i Prag.
  Mindesmærket for Jan Palach ved indgangen til univeristetet i Prag

I den foregående tid havde Moskva ikke været tilfreds med det tempo, hvormed afviklingen af reformerne skete. Dette førte til, at den ene reformtilhænger efter den anden blev udskiftet og det endelige nederlag for reformkommunisterne kom den 17. april 1969, hvor Alexander Dubcek blev tvunget til at træde tilbage. Dubcek's plads som leder af Tjekkoslovakiets kommunistiske parti blev overtaget af Gustav Husak. Husak havde før invasionen været tilhænger af reformerne, men kun på overfladen viste det sig. Nu optrådte han i stedet som Moskvas mand, der skulle føre Tjekkoslovakiet tilbage til tiden før Dubcek - tilbage til tiden uden frihed!

I den følgende tid blev tusindvis af reformtilhængere smidt ud af partiet samt frataget deres stillinger. De økonomiske reformer blev droppet og Tjekkoslovakiet vendte tilbage til en centraltstyret planøkonomi. Derudover blev censuren af presse og bøger genindført.

"Normaliseringen" måtte nødvendigvis legitemeres på en ny partikongres, idet den ekstraordinære 14. partikongres, der afholdtes 2 dage efter invasionen, blev erklæret for ugyldig. På denne kongres blev der endegyldigt sagt farvel til "socialisme med et menneskeligt ansigt" og Tjekkoslovakiet vendte snart tilbage til den gamle orden. Det fredeligt oprørske og sammensvejsede folk, der havde optrådt så modigt og enigt i august '68 gled tilbage i modløshed og passivitet.

For Sovjetunionen var det efter invasionen nødvendigt at begrunde denne overfor landets egen - samt resten af verdens befolkning. Bresjnev-doktrinen blev formuleret på den polske partikongres den 12. november 1968. I doktrinen lyder der bl.a.:" ... at eftersom socialismens opbygning på et marxistisk-leninistisk grundlag er en kollektiv opgave for de socialistiske lande, må enhver trussel mod denne følgelig være en trussel mod alle socialistiske samfund, der så er bundet til med alle midler - herunder med våbenmagt - at gribe ind for at fjerne denne trussel" (Ebbe Gert Rasmussen: "Sovjetunionen og Tjekkoslovakiet 1968"). Denne doktrin har sammen med nedenstående faktorer, siden hen været med til at genskabe den nødvendige politiske stabilitet indenfor det østeuropæiske system.

Begivenhederne i Tjekkoslovakiet var dog ikke uden virkning. De viste, at enigt folk har magt og samtidig blev det gjort tydeligt for hele verden, at den sovjetiske kommunisme (marxisme-leninisme) var havnet i en krise, som kun kunne løses ved hjælp af tvang og undertrykkelse.

Internationalt understregedes det endnu engang med al tydelighed at verden var delt i to blokke - en vestlig med USA i spidsen samt en kommunistisk med Sovjetunionen spidsen. Trods det faktum at mange mennesker den vestlige verden ønskede at komme Tjekkoslovakiet til hjælp, vovede ingen vestlige politiske ledere at udfordre Sovjetunionen i en konflikt - en konflikt der kunne ende med en verdenskrig med brug af atomvåben.

Mindesmærket for Jan Palach ved indgangen til universitetet i Prag.

Til toppen
Litteratur:

Nils Holdgaard Sørensen: "Tjekkoslovakiet 1968 - Foråret i Prag"

Søren Riishøj: "Tjekkoslovakiet"

Ebbe Gert Rasmussen: "Sovjetunionen og Tjekkoslovakiet 1968