TYSKERNES INDTOG I PRAG
I en radiomeddelelse kl.04.30 om morgenen d.15 marts 1939 blev det meddelt, at den tyske hær ville invadere Prag kl.06.00. Prag ville være besat kl.06.30. Tjekkerne blev beordret til at forholde sig roligt.
Indtagelsen af Tjekkoslovakiet var kulminationen på en lang nazistisk kampagne mod landet, som Hitler betragtede som en del af det tyske ''lebensraum'', plads til at leve. Han havde ellers på München-konferencen i 1938 lovet, at han ikke ville invadere Tjekkoslovakiet.
Tjekkoslovakiets præsident, Eduard Benes, blev efter München-konferencen tvunget i eksil, og den nye præsident, Emil Hácha, blev offer for Hitlers pres mod landet, og blev mere eller mindre tvunget til at skrive under på en aftale.
Tjekkoslovakiet blev delt, idet Hitler fandt Slovakiet som en god base for senere udvidelser Østpå. Mod vest fandtes Sudeterlandet, som havde sudetertyskere som en stor del af indbyggerne.
Med tyskernes ankomst forandredes mange ting i Prag. Hæren blev frataget deres våben. Kun 7000 mand forblev let bevæbnede, men reducerede til rollen som ceremoni-garde. Aviser blev lukket og trafikken blev lagt om fra den hidtidige kørsel i venstre side af vejen til højrekørsel, som i resten af det tyske rige.
Den såkaldte ''vinterhjælp'' blev iværksat. Denne var en af tyskernes propagandaforsøg, som ikke virkede efter hensigten. Hensigten var, at verden skulle få opfattelsen af, at den tjekkiske regering havde ladet borgerne sulte, og at tyskerne kom som frelsende engle med suppekøkkener, hvorfra de uddelte gratis mad. Da forsøget ikke virkede, sendte tyskerne regningen til den Tjekkiske regering.
Præsident Emil Hácha var efterhånden en nedbrudt mand. Dette foranledigede den pro-nazistiske ekstremist Rudolf Gajda til at lave ballade i regeringen for at erobre sig magten, men end ikke tyskerne støttede ham, så kupforsøget slog fejl. Til gengæld fik det regeringen til at opløse alle partier og danne ''National Solidaritet'' for at stå stærkere samlet.
Hitlers øverste repræsentant i Tjekkiet var ''Reichsprotektoren''. Den første af disse var Konstantin von Neurath, som ankom d.5. april. Forud for ham var den ledende administrator ankommet, nemlig Karl Hermann Frank fra SS, som beholdt posten under hele besættelsen. Forud for Neuraths ankomst havde Frank beordret alle, specielt børnene, ud på gaderne som hyldest for den nye rigsprotektor. Ikke at efterkomme ordren ville koste bøder, men her viste det Tjekkiske folk en passiv modstand, idet de valgte at holde børnene hjemme i protest, og dermed foretrække bøder frem for at adlyde.
I det hele taget gjorde tjekkerne hvad de kunne for at drille og genere tyskerne. De praktiserede en passiv modstand i protest mod besættelsen. F.eks. ignorerede de Hitlers fødselsdag.
Over sommeren strammedes grebet, enhver modstand straffedes hårdt. Det var strengt forbudt at støtte eller kontakte Benes' eksil-bevægelse i London. Det var ligeledes forbudt at synge patriotiske sange, og der var dødsstraf for at besidde våben.
D. 3. september 1939 erklærede England og Frankrig krig mod Tyskland, og den ledende modstandsgruppe i Prag anerkendte Benes som eksil-leder.
Den første store manifestation af den tjekkiske modstand fandt sted d.28. oktober med en massedemonstration, som førte til store slagsmål, kostede én livet og sårede mange. Denne demonstration blev anført af de tjekkiske studerende.
Hitlers reaktion på oprøret var udtalelsen om, at såfremt der var mere modstand, ville han jævne Prag med jorden. Derudover lukkede han alle højere læreanstalter i 3 år, og studenterlederne blev straffet.
Hitler iværksatte ''Operation Albrecht'', som gik ud på, at omkring 2000 af de mest sandsynlige oprørere blev deporteret til Dachau og Buchenwald som gidsler for god opførsel i Tjekkiet.
Rigsprotektor von Neurath var en nærmest konfliktsky person, som altid sørgede for at være ude af protektoratet, når der skulle foregå ubehagelige ting. Han blev skiftet ud med Reinhard Heydrich, som i maj 1942 blev skudt af tjekkiske faldskærmsfolk fra England.
Han blev efterfulgt af Kurt Daluege og senere Wilhelm Frick.
I 1941 gik Hitler ind i Rusland. Præsident Emil Hacha støttede denne aktion, da han var imod kommunisme, men eksilregeringen i London anført af Benes lavede en aftale med Rusland, idet han anså faren fra tyskerne som større.
Fra oktober 1944 til maj 1945 gjorde tjekkerne voldsomt oprør mod besættelsesmagten.
USSR og USA kom tjekkerne til undsætning og befriede dem fra Tysklands besættelse. Herefter indførtes kommunisme i Tjekkiet.
I oktober 1939 beordrede tyskerne mørklægning af Prag. Dette var for at undgå, at selv den mindste smule lys skulle blive et mål for fjenden.
Mørklægningen betød en helt ny levemåde for menneskene i Prag. I vinterdagene lå gaderne øde hen efter den sidste biograffilm. I krigens sidste år var der sådan en mangel på gas og kul at mange lejligheder ikke blev opvarmet og man blev nødt til at gå tidligt i seng for at holde varmen.
Samtidig med mørklægningen kom rationeringen, hvilket i starten faktisk betød, at nogle havde det bedre end før.
Rationeringen var stort set den samme som i selve Tyskland, dog fik man lidt mindre fedt end i selve det 3. Rige.
Andre mere luksusprægede varer var også lettere at få fat på end i selve Tyskland - hvis man ikke kunne få fat i dem i butikkerne kunne man altid prøve sortbørsen, hvilket dog var farligt. Blev man taget i sortbørshandel, som var sidestillet med sabotage, som ofte betød døden.
Som krigen blev mere intensiv gjorde mange en indsats for at øge madproduktionen. Prags parker blev pløjet op, og der blev sået kartofler og andre grøntsager i dem.
Mange begyndte også at holde kaniner, som de så gik og fedede op i deres sparsomme fritid fra de forlangende krigsfabrikker.
De ledende nazister ønskede at fremstå som ven med arbejderklassen - der kunne ikke føres krig uden deres hjælp på fabrikkerne.
Nazisterne pralede med at en arbejders løn steg med 40 - 45 % fra marts 39 - 40.
Under Heydrich, som virkelig ønskede at fremstå som deres kammerat, fik arbejderne på især våbenfabrikker ekstra tobak og sko.
Vigtigst for Nazisterne var altså våbenfabrikkerne i området. Det betød at de andre samfundsklasser blev overset eller ignoreret. Det gik især hårdt ud over middelklassen, der blev meget berørt af lukningen af mange middelstore virksomheder. De blev i stedet anvist arbejde som arbejdsmænd på en af de fabrikker tyskerne ønskede at holde i gang.
I slutningen af krigen blev det dog værre for alle. En arbejdsuge på våbenfabrikkerne var i teorien 64 timer om ugen. Men rent faktisk arbejdede man 12 timer om dagen, 6 dage om ugen og dertil kom søndagsarbejde engang imellem.
For eksempel skulle en arbejdsmand, der arbejdede i et af Prags yderområder, hjemmefra klokken 4 om morgenen for at komme hjem igen omkring klokken 22. Man kunne ikke bare skifte job, hvis man fandt noget der lå tættere på, dertil skulle man have sin arbejdsgivers samtykke, og det var ikke altid lige let.
Rationerne blev også mindre i de sidste år af krigen, samtidig fik butikkerne og restauranterne færre og færre varer. Der er eksempler på restauranter, der genbrugte det, der blev tilovers på tallerkenerne, for at kunne servere for den næste gæst.
Prags gader blev i denne periode fyldt med affald. Der var ikke arbejdskraft nok til også at fjerne skraldet. Hospitaler og andre offentlige bygninger samt folks lejligheder blev ikke varmet op - man skulle bruge de midler andre steder.
Transportsystemet led også nød. Kun priviligerede grupper som f.eks. læger havde lov til at køre i privatbil. Benzinmanglen betød at busser og lastbiler kørte på kulos.
I slutningen af '44 kom forbudet mod alle privatbiler og alle lagre af dæk blev fjernet af Nazisterne.
Herefter blev cyklen det vigtigste transportmiddel for mange.
Sporvognen kørte også stadigvæk. Det kunne dog være farligt at køre med den. Der var mange uheld på grund af manglende reservedele.
Besættelsen betød, at staten fik en større rolle i den enkelte tjekkes liv. Man skulle have nye identitetskort og samtidig underskrive en erklæring om at man ikke var jøde eller sigøjner. Dette skulle man bevise med et stamtræ, der viste begge sæt bedsteforældre.
Man skulle også registres for rationskort og arbejdsformidling. Efter mordet på Heydrich skulle alle husholdninger også have registreret alle medlemmer over 15 år.
Rejsende skulle reportere til politiet inden 24 timer efter de ankom.
Det var meget farligt at blive anholdt uden at have papirerne i orden. Under den værste periode var folk paniske for at have papirerne i orden og på sig. Ikke at have det betød detention hos Gestapo, hvilket ofte medførte døden.
Samtidig med registreringen og rationeringen kom køerne. Man skulle stå i kø for alt. Den sørgeligste kø af dem alle var nok den, hvor jøderne stod i kø for at blive registreret til deportation til Terezienstadt eller gaskamrene i Auschwitz-Birkenau.
Sygdom fulgte også med krigen. De dårlige rationer og presset fra våbenfabrikkerne var en medvirkende faktor til dette. En anden medvirkende faktor var truslen fra Gestapo, og de folk de havde til at informere om deres egne landsmænd. Dette betød, at man aldrig kunne vide sig helt sikker på, om noget at det man havde sagt, selv til venner eller familie, ville havne hos Gestapo.
Tyskerne havde fra starten haft styr på alt kulturelt. Man havde en helt speciel afdeling til at tage sig af den tjekkiske kultur, som man i sidste ende ønskede at afskaffe, så der kunne blive plads til den tyske kultur i stedet for.
Alt hvad der blev skrevet kom under skrap censur, ikke bare aviser men også bøger, musik og drama.
Nazisterne opfordrede de intellektuelle til, at skrive om arbejderne i rosende toner samt at give læserne en mundsmag på, hvad tiden efter krigen ville byde på, ånden af det nye Europa - tysk overherredømme.
Da man ønskede at indføre den tyske kultur i stedet for den oprindelige tjekkiske, betød det at man på teatrene rundt om i Prag hovedsageligt spillede tyske komponister og drama.
Al denne finkultur betød dog intet for masserne. Især de unge ville hellere lytte til jazz, hvilket tyskerne ikke så med milde øjne på. Jazzen var nemlig skabt af dårlige racer - jøderne og de sorte i USA. Dette mente man var et symbol på, at der var noget rivende galt i Amerika.
En af de fornøjelser tjekkerne satte mest pris på under krigen var sport. Især ishockey, hestevæddeløb og fodbold var populært. Men alt som krigen skred frem blev det sværere og sværere at få tid til en hobby.
Der blev også arrangeret sportskampe mellem tyske og tjekkiske hold. Dette blev bevidst brugt som propaganda fra tyskernes side. For at vise den ariske races overlegenhed, ordnede de det sådan, at det tyske hold aldrig tabte når publikum var tilstede.
For den største del af befolkningen var biografen midlet til at slippe væk fra virkeligheden. Før krigen havde den tjekkiske filmindustri været under en rivende udvikling. Dette havde tyskerne ingen intentioner om at stoppe. Man gav dog de tjekkiske filmfolk nogle retningslinier; eksempelvis måtte jøder ikke vises i positivt lys man skulle også undgå alt antitysk.
Tyskerne filmede også en del af deres egne propagandafilm i områderne omkring Prag - her var de fri for de allieredes bomber og kunne benytte sig af de gode tekniske faciliteter.
Heydrich blev udpeget som rigsprotektor efter Hitler havde tvunget den gamle til at gå af. Denne ældre herre hed von Neurath, og blev af mange tjekker betragtet som en gammel gentleman. Derfor blev han bedt om at tage på ferie, og under denne udpegede man i stedet Reinhard Heydrich – nu skulle der andre boller på suppen. Heydrich var en af de farligste mænd i det besatte Europa, og nu ville han omdanne Bøhmen og Mæhren til den SS-stat, alle ville se på som model.
Allerede den første dag i sit nye embede indførte han skrappere regler. Den lille modstandsbevægelse der eksisterede i Tjekkoslovakiet blev i løbet af få uger næsten tilintetgjort, mange af dens medlemmer blev anholdt, og en stor del af disse blev idømt dødsstraf.
Det var ikke kun medlemmer af modstandsbevægelsen der måtte lade livet, mange tidligere militærofficerer og intellektuelle blev også slået ihjel af nazisterne. De så nemlig på disse personer som de naturlige ledere af Tjekkoslovakiet, og derfor var de farlige for nazister og måtte ryddes af vejen.
Polititerroren skulle ikke bare slå modstandsbevægelsen ned, den skulle også bane vejen for det, Heydrich så som en af sine hovedopgaver, nemlig at gøre befolkningen mere "tyske"; det man kalder germaniseringen af befolkningen i Tjekkoslovakiet.
Heydrich anså tjekkoslovakkerne for at være gode arbejdere og intet andet. Derfor var det ikke nødvendigt med al for megen skolegang. Alle universiteter blev derfor lukket, og de studerende og lærerne blev sat til at arbejde på de forskellige fabrikker og, hvis man var heldig, på et kontor.
Heydrich havde altså 3 hovedopgaver:
I Prag begyndte indflydelsen fra SS at vokse. Overalt blev indbyggerne mindet om det, blandt andet ved de sorte flag der hang fra alle betydningsfulde bygninger, også fra borgen Hradcany, som i dag er bolig for præsidenten og tidligere var det for de konger og fyrster der regerede landet.
Ligesom Heydrich havde store planer for hele landet, havde han det også for Prag. Den skulle være en af de ledende byer indenfor den nazistiske nye orden.
Fra maj '41 blev tysk det eneste sprog man måtte tale i Prag – altså et skridt på vejen til den germanisering Heydrich ønskede at gennemføre.
Reinhard Heydrich var den eneste ledende nazist, der blev myrdet under krigen.
Mordet blev begået af faldskærmssoldater sendt fra den tjekkoslovakiske eksilregering i London.
Den 27 maj 1942 lykkedes det dem at komme på så tæt hold af Heydrichs bil, at de kunne bombe ham. Heydrich døde dog ikke lige med det samme, men blev hastigt kørt på sygehuset, hvor han dog døde den 4. juni af sine inficerede sår.
Tidligt efter begravelsen besluttede Hitler at give tjekkoslovakkerne en lærestreg i underkastelse og ydmyghed. Dette blev gjort ved en total ødelæggelse af landsbyen Lidice, der ikke ligger ret langt fra Prag.
Fejlagtigt mistænkte man beboerne i denne landsby for at have noget med mordet at gøre. I alt blev 173 mænd skudt heraf 88 på én og samme dag. 203 kvinder blev sendt i koncentrationslejre og 105 børn blev skilt fra deres forældre. Nogle få børn, som man mente kunne blive gode tyskere, blev overladt til SS-familier.
Kun 153 kvinder og 17 børn kom tilbage til deres landsby efter krigen, men da var den jævnet med jorden.
Heydrichs faktiske drabsmænd holdt sig gemt i krypten i St. Kyril og St. Metodes kirken, og overlevede med hjælp fra modstandsbevægelsen og deres venner, blandt andet præsterne i kirken.
Den 18. Juni blev de dog forrådt af en af deres egne. Herefter kom det til skudveksling med waffen-SS, men da de så det var umuligt at vinde begik de selvmord – hellere det end at overgive sig.
Faktisk havde soldaterne forsøgt at grave sig ud af krypten, og manglede kun 10 meter for at være nået ud i friheden. Hullet i muren kan stadig ses i krypten, som er åben for besøgende.
Efter alt dette havde befolkningen i Tjekkoslovakiet ingen tro tilbage, og også modstandsbevægelsen var totalt knækket.
Først i Juli 42 samledes ca. 200.000 tjekker på Wenceslasplatz, sang nationalsangen samtidig med at de saluterede Hitler og sværgede troskab overfor det 3. Rige. Dette var det mørkeste punkt under besættelsen.
ØDELÆGGELSER I PRAG
Under det meste af krigen blev Prag sparet for bombninger og ødelæggelser. Hen mod slutningen blev byen dog udsat for et par bombeangreb, som forårsagede nogle ødelæggelser.
Den første fandt sted d.15. november 1944. Det gik ud over et elektricitetsanlæg i en forstad til Prag. Pragerne tog det dog ikke særligt alvorligt, det var jo ikke den store katastrofe. Det var først da Mozartbroen i centrum blev bombet d.14. februar, at alvoren gik op for dem. Ved denne lejlighed blev en del bygninger nær broen bombet, heriblandt flere hospitaler, og der var mange døde og sårede. Det viste sig senere at dette angreb var en misforståelse. Det var amerikanske flyvere, som var kommet ud af kurs, og om troede at de bombede Dresden.
D. 25 marts 1945 blev Prag udsat for en del industri-bombninger, som også medførte mange dødsfald, men alt i alt slap byen relativt ubeskadiget fra krigen.
Mange tror, at sudtertyskerne først kom til Bøhmen sammen men nazisterne, men rent faktisk blev de indbudt allerede i det 12. Århundrede af bøhmiske herremænd, der havde brug for nybyggere. Fra 1526 var sudeterland en del af det Østrig-Ungarnske rige, og da Tjekkoslovakiet blev dannet i 1918, som en følge af første verdenskrig, kom dette overvejende tysksindede område til at høre ind under Tjekkoslovakiet.
Befolkningen i området havde svært ved at tilpasse sig i den nye stat. Tidligere havde de overvejende udgjort en overklasse, men nu blev de fortrængt fra de offentlige embeder. Derved begyndte den sudetertyske nationalisme at spire frem. Ved valg stemte de på deres egne partier og kandidater, som var overvejende konservative og socialdemokratiske.
I 1933 begyndte den sudetertyske gymnastiklærer Konrad Henlein at agitere for nazisterne, og ved valget i 1935 fik nazisterne 70 % af de tysksprogedes stemmer. Herefter begyndte man at kræve retten til at bekende sig til tyskheden, et krav som reelt ville føre til en opdeling af Tjekkoslovakiet.
Da Hitler gik ind i Tjekkoslovakiet, blev mange tjekkoslovakker dræbt Dette fik Eduard Benes, chefen for eksilregeringen i London, til at kræve at de tyske forrædere blev dræbt. Andre ledere i samme regering krævede det samme.
Efter krigens slutning besluttede man at sudetertyskerne skulle gå med hvide armbind – derved blev de oplagte ofre for den hævn Benes og mange andre almindelige borgere ønskede.
I denne periode blev mange sudetertyskere tævet ihjel, skudt eller druknet og oveni købet skalperet. Kvinder, gamle samt børn i barnevogne blev skubbet i floderne.
De, der var hurtige nok, flygtede til Tyskland. Her bosatte en stor del sig i Bayern.
Især de tjekkoslovakker der under krigen havde været nazister eller hjulpet nazisterne for hårdt frem mod sudetertyskerne. De prøvede på denne måde at bevise deres uskyld og at de adlød hærens øverstbefalende, som også ønskede hævn.
I 1946 indførte Benes, der efter krigen var blevet genindsat som regeringschef, love som gav alle tjekkoslovakiske amnesti for forbrydelser begået mod tyskere under krigen.
Disse såkaldte Benes-dekreter gælder stadig, hvilket tyskerne, og især efterkommere af de sudetertyskere det gik ud over, ikke bryder sig om. Man har fra de to lande forsøgt at nærme sig en løsning på dette problem, men man har endnu ikke fundet en løsning.
Litteratur: