Kommunisternes magtovertagelse 1948.
Anne Lindskjold
Ved 2. verdenskrigs slutning blev store dele af Tjekkoslovakiet befriet af sovjetiske tropper. Efter forhandlinger allerede i 1943 og 1945 med såvel Stalin som de tjekkiske kommunister stod det klart, at Tjekkoslovakiet skulle betragtes som et land med en selvstændig politik samt forsvar. Landet skulle efter krigen have en helt ny social orden med en dominerende rolle til KSC, det tjekkoslovakiske kommunistparti. Det blev desuden vedtaget, at de to stater ikke måtte handle imod hinandens interesser.
Det borgerlige, parlamentariske styre genopstod med Edvard Benes som præsident. Benes havde dog både før og under krigen, hvor han ledede eksilregeringen fra London, haft en nøgleposition i tjekkoslovakisk politik. Hans udgangspunkt var en erklæring af München-forligets ugyldighed. Efter 1941, hvor Tyskland overfaldte Sovjet, anerkendte også Stalin eksilregeringen.
Det politiske system, som var dybt knyttet til den nye sociale orden, blev kanaliseret gennem "Nationale Front", en slags koalition bestående af de tilladte partier. Her blev politiske spørgsmål diskuteret mere åbent og frit, inden endelige afgørelser blev truffet. Nationale Front fungerede desuden som kontrol-organ af medierne m.m.. Det var nemlig kun organisationer, foreninger og partier, der var knyttet Nationale Front, der havde lov til at udgive bøger, aviser og udsende meddelelser via radioen. Derudover bestod det nye i, at storindustrien, banker og forsikringsselskaber blev nationaliseret. Målet var en ny folkedemokratisk stat.
Fra 1946 og frem til 1948 var det kommunistiske parti relativt stort med støtte i ca. hver 3. vælger. Med en tilslutning på ca. 30-40% var det landets største enkelte parti. Sammen med socialdemokraterne havde kommunisterne lige akkurat majoritet i parlamentet - netop derfor blev socialdemokraternes holdning i februar 1948 så betydningsfuld. Efter landene Jugoslavien og Albanien var Tjekkoslovakiet således det land i Europa med størst kommunistisk tilslutning. Det var ikke blot arbejderklassen, der støttede kommunistpartiet, også store dele af de højt uddannede var mere eller mindre venstreorienterede. Efter valget i 1946 blev den kommunistiske leder Klement Gottwald statsminister. Støtten til de socialistiske ideer var stor, og der var en vis politisk enighed på tværs af partierne i Nationale Front.
Umiddelbart så fremtiden lys ud for Tjekkoslovakiet. Tyskland var besejret og landets egenindustri var ikke alt for medtaget af krigens kampe. Desuden så der ud til at være enighed om det politiske systems udformning.
Alligevel kom det til et politisk vendepunkt blot 3 år senere.
Magtovertagelsen
Den kommunistiske magtovertagelse kom ikke som følge af en blodig konfrontation mellem borgerlige- og kommunistiske folkemængder, selvom der var demonstrationer i gaderne - men snarere efter uenigheder og spændinger i den politiske top.
I løbet af vinteren 1947 havde 3 liberalsocialister med posten modtaget bomber, der dog ikke var detoneret. Liberalsocialisterne beskyldte kommunisterne for at have afsendt bomberne, mens kommunisterne hævdede, at liberalsocialisterne selv havde placeret bomberne med det formål at stille kommunisterne i et dårligt lys. Desuden havde kommunisternes leder udtalt, at man ikke længere skulle kunne regne med frie valg, hvis politiet blev kommunistisk domineret.
Stemningen mellem partierne i Nationale Front, især mellem liberalsocialisterne og kommunisterne, var temmelig anstrengt umiddelbart op til regeringskrisen.
Der gik rygter om et kommunistisk kup, men de borgerlige ministre forventede dog ingen sovjetisk indgriben i Tjekkoslovakiets indre anliggender. Den manglende frygt for en sovjetisk invasion hang sandsynligvis sammen med venskabsaftalen fra 1943. Hertil kommer at de borgerlige regnede med stor politisk opbakning i befolkningen.
Stridighederne kulminerede i dagene mellem d. 16. og 25. februar. Kort forinden havde den kommunistiske indenrigsminister besluttet at besætte 8 højere politiembeder i Prag med kommunistiske partimedlemmer! Denne beslutning modsatte liberalsocialisterne sig, og ved et efterfølgende regeringsmøde lykkedes det at finde flertal for at ophæve beslutningen. Kommunisterne ville ikke acceptere, at beslutningen blev ophævet. Resultatet var at regeringssamarbejdet brød sammen.
Da kommunisterne havde indkaldt det tjekkoslovakiske industriråd til stormøde den 22. februar og de liberalsociale forventede, at kommunisterne ville benytte denne anledning til at udløse krisen, valgte de 12 liberalsociale ministre at komme kommunisterne i forkøbet. Den 20. februar indgav de deres afskedsbegæring til præsidenten. Hermed var regeringskrisen akut - udløst af de liberalsociale, som håbede, at en åben konfrontation ville vinde sympati for deres krav. Desuden regnede de med, at kommunisterne ved et hurtigt valg ville gå ca. 8-10% tilbage, hvorved deres indflydelse på regeringssamarbejdet ville blive mindre.
Mens de liberalsociale regnede med fuld støtte fra de andre borgerlige partier, var det mere usikkert med socialdemokraternes støtte, idet der inden for partiet var 2 forskellige fremherskende fløje - en pro-kommunistisk og en mere borgerlig orienteret. Det var derfor ikke forhånd til at vide hvem socialdemokraterne ville støtte.
Eftersom der forelå en regeringskrise, var det præsidentens ansvar at sørge for det videre politiske forløb. Han skulle først og fremmest tage stilling til ministrenes afskedsbegæringer. En godkendelse heraf ville betyde deres afgang fra Nationale Front. Herefter skulle der sandsynligvis udskrives valg samt godkendes en ny regering. Præsidenten forholdte sig i første omgang afventende og undlod at godkende afskedsbegæringerne. Hans afventende holdning skal måske ses i sammenhæng med især socialdemokraternes holdning til evt. at blive i regeringen eller følge liberalsocialisterne,
I forbindelse med de 12 ministres indlevering af deres afskedsbegæring skulle præsidenten havde istemt vigtigheden af et hurtigt valg og understreget betydningen af at time handlingsforløbet. Det er dog ikke helt klart, hvor meget Benes kendte til de socialliberales planer. Nogle steder i litteraturen bliver han fremstillet, som om han var temmelig involveret og tilhænger af planerne, mens andre fremstiller ham som uvidende og lettere hjælpeløs.
I forbindelse med statskup ses det ofte, at militæret er indblandet ved at støtte den vindende part. En anden model, hvor det er en af militærets generaler, der tager statsmagten, er heller ikke ukendt. I Tjekkoslovakiet erklærede militæret, at man loyalt ville følge præsidentens ord og samtig stå på folkets side! Uanset denne erklæring, så er det dog ikke usandsynligt, at der har været delte meninger inden for disse kredse.
Den kommunistiske leder Gottwald opsøgte
præsidenten og forsikredes om, at præsidenten ikke ville acceptere en regering, hvor
enkelte parter blev holdt udenfor. I kommunistpartiet var opfattelsen nemlig den, at de
borgerlige var i færd med at tvinge kommunisterne ud af regeringen, og i højtalerne på
gaderne kom kommunisterne derfor med opråb til folket om at forsvare demokratiet. Der
opstod demonstrationer inden for industriens folk, hvor netop kommunisterne stod stærkt.
Efter offentliggørelsen af de 12 ministres afgang, ønskede Gottwald, at præsidenten skulle godkende afskedsbegæringerne. Regeringen var stadig beslutningsdygtig, idet der stadig var 13 ministre tilbage. Gottwald ville genbesætte de tomme pladser med nye medlemmer, der ikke var fjendtlige overfor "folkedemokratiet" og de russiske allierede. Benes måtte acceptere kommunisternes ret til at danne regering eftersom de udgjorde det største parti.
Den 21. februar samledes store skarer af arbejdere på Prags gamle torv, hvor Gottwald fra balkonen på Kinskýpalæet holdt en propaganda-tale, der blev radio-transmitteret over hele Tjekkoslovakiet. Han opfordrede sine vælgere til at støtte op omkring partiet og redegjorde for oprettelsen af aktionskomiteer, der skulle fungere som de russiske arbejder- og bonderåd i 1917 under revolutionen havde gjort det.
Til sammenligning hermed forholdte de borgerlige partier sig temmeligt passivt. De opfordrede deres vælgere til at forholde sig roligt og afvente situationen gang.
Det viste sig dagen efter, at der til stormødet var en meget stor folkelig opbakning. Der blev desuden stemt for at afholde en times-storstrejke den kommende tirsdag for at understrege arbejdernes krav om bedre vilkår - vilkår der under den gamle regeringssammensætning ikke var blevet indfriet.
Den store folkelige opbakning på mødet havde gjort indtryk på Benes, og Gottwald opfordrede igen præsidenten til at godkende afskedsbegæringerne.
På samme tid holdt de borgerlige krisemøde, hvor man enedes om at afvente situationen til tirsdagens entimes storstrejke var overstået for så herefter at indlede borgerlige massemøder. Man regnede med at kunne mobilisere store skarer af håndværkere, bønder og købmænd som et modtræk til kommunisternes arbejdersamlinger.
Den 23. februar fejredes 30-årsdagen for den røde hærs grundlæggelse med taler af kommunistpartiets top. Også forsvarsminister General Svoboda, der var politisk uafhængig talte til forsamlingen, og det fremgik med stor tydelighed, at man var indstillet på at bevare den tætte kontakt til Sovjet. Præsident Benes deltog ikke på grund af helbredsmæssige årsager men sendte en udtalelse, hvori også han påpegede vigtigheden af relationen til Sovjet.
Samme dag fandt desuden en samling til fordel for de borgerlige partier sted, og en stor gruppe studenter marcherede til præsidentens borg, hvor de proklamerede deres støtte til præsidenten og deres forkastelse af kommunismen.
[Top]Socialdemokratiet, der i 1920 var blevet sprængt, hvoraf kommunistpartiet opstod, havde i 1945 uden held foreslået en genforening. Efter udviklingen i februar 1948 bestemte partiet sig for at blive i regeringen! Med socialdemokratiets beslutning om ikke at forlade regeringen men derimod at samarbejde med kommunisterne, kunne præsidenten ikke udskrive valg. Den 25. februar 1948 underskrev præsident Benes afskedsbegæringerne og godkendte den nye regering. Den nye regering kom til at bestå af 24 personer, hvoraf halvdelen var kommunister og kun 2 liberalsocialister. Kommunisternes magtovertagelse blev modtaget af en begejstret folkemængde i gaderne.
De borgerlige ministre spillede højt spil i 1948 ved at indgive deres afskedsbegæringer. Den opfattelse blandt de borgerlige partier og præsidenten om en nogenlunde lige folkelig opbakning til begge politiske linier, måske endda til fordel for de borgerlige, viste sig at være forkert. Den interne splid i socialdemokratiet medførte, at venstretilhængere blev styrket. Deres forestillinger om, at kommunisterne stod til at miste ca. 10 % af deres stemmer var ude af trit med virkeligheden.
Kommunisterne havde tvært imod et godt tag i befolkningen og var bedre i stand til at mobilisere vælgerne end de borgerlige partier. I krisens sidste dage var der desuden mange ikke-kommunister, der meldte sig ind i kommunistpartiet. Den 10. marts blev den nye regering godkendt af parlamentet med 223 for og 7 imod. Af de 80 borgerlige parlamentarikere stemte blot 7 imod!
Det skildrede forløb er gennem tiden blevet betragtet som et kommunistisk kup. Hvordan man har valgt at udlægge og betragte handlingsforløbet, har med stor sandsynlighed været forbundet med en farvet politisk overbevisning. Mens den vestlige verden typisk har kaldt kommunisternes magtovertagelse et kup, så har de kommunistiske lande set udviklingen som en forlængelse af folkets sande ønsker.
Uanset hvilken indfaldsvinkel man vælger at anlægge, så er der det specielle ved "kuppet", at det ikke var kupmagerne men derimod de besejrede borgerlige, der fremprovokerede krisen ved at træde ud af regeringen. Et plausibelt modargument er, at kommunisternes optræden var det, der forårsagede de borgerlige ministres afgang. En argumentation af denne art kan formålsløst fortsætte i en uendelighed. Fakta er imidlertid, at ministrenes udtræden af regeringssamarbejdet ikke blot åbnede op for handlingsforløbet men samtidig betød en udelukkelse fra medierne på grund af den manglende tilknytning til Nationale Front. At Tjekkoslovakiet gik fra et demokratisk styre til en mere totalitær socialistisk styreform er et faktum. Umiddelbart er der ikke noget problem i at ændre styreform, idet demokratiet pr. definition lader denne mulighed stå åben. Kan man tale om et kup, når store dele af befolkningen bakkede op om kommunismen? Det problematiske i magtovertagelsen i Tjekkoslovakiet i 1948 bestod blandt andet i, at det valg, der måske kunne have legitimeret magtskiftet i februar 1948, aldrig fandt sted. Kommunisterne, der efter februar havde den politiske magt, opløste det gamle politiske forum "Nationale Front" idet de hævdede at de illoyale partier (borgerlige) ikke hørte til der. Den nye "Nationale Front" kom til at bestå af partier, fagforeninger, partisangrupper etc. Parlamentsvalget blev først afholdt i maj, hvor partierne fra Nationale Front fik 89.2% af stemmerne. Op til valget var ikke-kommunister, der ønskede at stille op til valget, blevet forfulgt af politiet, og vælgerne blev kun præsenteret for kandidater fra Nationale Front. Under normale omstændigheder giver parlamentsvalg et godt billede af vælgernes ønsker - under forudsætning af at der er tale om frie og lige valg. Valget i maj 1948 var ikke et demokratisk og frit valg men et manipuleret valg. Hvormange vælgere ønskede mon den politiske model, som de fik efter magtovertagelsen i 1948. Det er et godt spørgsmål. Selvom mange vælgere opfattede sig som moderat venstreorienterede, så var der nok for manges vedkommende langt fra deres forestilling om socialisme til det totalitære regime.
Økonomien og forholdet til stormagterne.
Selvom den tjekkoslovakiske industri efter krigen var relativt intakt, så var der alligevel problemer. Afsætningen gik trægt, blandt andet fordi de lande, som tidligere havde aftaget store partier varer, var ikke i stand til at betale. Et andet problem var, at høsten ikke havde været god. Der blev bl.a. derfor indført et millionærskat. Såfremt der skulle gang i økonomien, var Tjekkolsovakiet afhængig af udenlandsk støtte. De to lande, som efter krigen var villige til og havde format til at støtte andre lande, var Sovjet og USA.
Selvom der i Sovjet var blevet kæmpet hårdt under krigen, og landet som følge deraf var blevet svækket, var Sovjet´ villig til at indgå handelsaftaler med Tjekkoslovaiket. De såkaldte 5 årsplaner blev modtaget positivt i Tjekkolsovakiet. En stimulering af handlen ville begunstige landets økonomi.
Med hensyn til USA, så stillede sagen sig anderledes. Krigen havde ikke berørt USA i samme grad som de europæiske lande, dvs. landet var ikke blevet direkte beskadiget. De amerikanske produktionsanlæg var således i stand til at arbejde for fuld kraft. Der var dog det problem, at det amerikanske marked i stor udstrækning var baseret på de europæiske markeder. USA havde altså en naturlig interesse i at få genetableret disse, så handelen kunne fortsætte.
Som udgangspunkt var USA dog ikke særlig villig til at støtte kommunistisk dominerede lande med handelsaftaler. Et amerikansk lån på US$ 50 mill. var i 1946 blevet sagt op. USA tilbød dog senere at levere store mængder af hvede, og den amerikanske Marshallhjælp havde Tjekkoslovakiet også kunnet få del i, såfremt man havde ønsket det.
USA´ og Sovjet´ bejlen til Tjekkoslovakiet blev ikke neutral opfattet. USA blev i større grad tillagt politiske egennyttige motiver end Sovjet. Offerviljen i Sovjet blev betragtet som større, fordi landet, der selv var hårdt ramt af krigen, var villig til at hjælpe med store kornrationer og handelsaftaler. Sovjet bragte et større offer end USA´.
Det var dog ikke kun forhold som handelsaftaler og økonomiske støtteaftaler, der påvirkede Tjekkoslovakiets holdning til USA og Sovjet. Mange var usikre på især de vestlige staters reelle hensigter. Skuffelserne over aftalerne i München i 1938 spillede stadigvæk en rolle.
Den negative holdning, der i mange vestlige lande udvikledes overfor Sovjet i løbet af den kolde krig, var altså ikke til stede i 1948 i Tjekkoslovakiet. Tværtimod anså man Sovjet som en slags storebror, som man måtte have et godt forhold til. Der var generelt et positivt syn på socialismen. Selvom præsident Benes, der selv var fra det liberalsocialistiske parti, tilsyneladende var indstillet på at reducere kommunisternes indflydelse i regeringen, så var heller ikke han interesseret i at afbryde kontakten til den store nabo mod øst. Der var altså en klar anderledes opfattelse af øst/vest-forholdet inden den kolde krig for alvor tog til.
Kilder:
Peter Bugge "Tjekkoslovakiet"
Anders Persson "Kuppen i Prag", 1990 Stockholm, Ordfronts Forlag
http://www.radio.cz/history/history13.html
Om Marshall-planen og
Tjekkiet/Østeuropa:
Om Marshall-planen
Beretning om kuppet:
Münchenforliget refererer til den aftale, hvori Frankrig, England, Italien og Tyskland under Chamberlains ledelse enedes om at opsplitte Tjekkoslovakiet. Aftalen kom på plads efter pres fra Hitler, der truede med krig, såfremt han ikke kunne få Sudeterland, hvor der i 1938 boede knap 3 millioner tyskere.
Aftalen blev altså indgået, fordi Hitler krævede området "hjem" til Riget, men også Polen og Ungarn fik ved denne lejlighed landområder!
Hverken den tjekkiske regering eller befolkning var begejstret for aftalen, ifølge hvilken tyske tropper skulle besætte Sudeterområdet etapevis. Imidlertid så regeringen ikke nogen anden udvej end at gå ind på vilkårene, fordi landet ellers ville komme til at stå som ansvarlig for et evt. krigsudbrud. Væbnet modstand ville desuden komme til at koste mange tjekkiske liv. Desuden blev der fra de vestlige landes side heller ikke lagt skjul på, at Tjekkoslovakiet ikke skulle regne med militær støtte ved en krig!
I Tjekkoslovakiet medførte Münchenforliget had og foragt. Man følte sig forrådt af regeringen og vestmagterne. I befolkningen var den generelle indstilling, at regeringen ikke skulle acceptere forliget. Man krævede modstand - væbnet kamp. Under trusler om storstrejke og optøjer i gaderne, krævede tjekkerne regeringens afgang. Den nye regering blev anført af general Syrový, men heller ikke han ville sætte sig op imod overmagten. Münchenforliget blev gennemført, og de tjekkiske grænser blev trukket tilbage. Krigstruslen skulle hermed være overvundet.
Af skræk for at blive smidt i fængsel flygtede tjekkere, jøder og sudetertyske antinazister fra grænseområdet. De to sidstnævnte grupper blev ikke modtaget positivt af den tjekkiske befolkning, og mange blev sendt tilbage i armene på tyskerne!
Den foragt, som tjekkerne følte overfor Münchenforligets parter var især rettet mod Frankrig. Det havde nemlig under 1. Verdenskrig været sådan, at tjekkiske og slovakiske soldater havde kæmpet under fransk flag. Militæret var fransk præget, da mange af militærets officerer var blevet uddannet i Frankrig. Den franske eftergivenhed overfor Hitlers krav stemte ikke overens med den udenrigspolitiske sikkerhedspolitik, som Frankrig havde forsøgt at få etableret efter 1. Verdenskrig. Det havde netop været hensigten at svække Tyskland, bl.a. ved at Tyskland var omgivet af relativt stærke stater, herunder Tjekkoslovakiet. Frankrig indgik sågar en alliance med Tjekkoslovakiet og Sovjet rettet mod Tyskland. Ved at lade Tyskland besætte Sudeterlandet blev Tjekkoslovakiet svækket, idet det medførte indre politiske spændinger. Den alliance, som man troede at have i hvert fald med Frankrig, var intet værd, da det endelig gjaldt. Sådan så det ud fra et tjekkoslovakisk synspunkt.
Den følelse af at være blevet forrådt af vestmagterne i 1938, har sandsynligvis været med til at trække den politiske holdning i Tjekkoslovakiet i retningen af Sovjet. Man anså det for vigtigt, at være i alliance med en stormagt for at nyde en vis beskytttelse, men da Frankrig ikke havde været i stand til eller interesseret i at hjælpe, vendte flere sig efterhånden mod den vestlige kultur, som de tidligere havde fulgt. Der blev desuden sat spørgsmålstegn ved det vestlige demokrati, som havde muliggjort nazismens store popularitet blandt sudetertyskerne, og dermed affødt kravet om indlemmelse i det 3. Rige!
Tjekkoslovakiet vendte sig således i retningen af Sovjet.
[top] Millionærskatten blev indført i Tjekkoslovakiet efter krigen for at støtte landbruget i håbet om at holde brødpriserne nede. Det var kommunisterne, der stillede forslaget, der i første omgang blev stemt ned. De borgerlige partier var imod, da det ville gå stærkt ud over landets selvstændige, men mange andre ville blive berørt af denne form for skat. Den tjekkiske mønts værdi lå så lavt, at det ikke var særligt svært at være milionær. At man så ikke kunne få ret meget for sine penge var en anden sag. Det var spørgsmålet om milionærskatten, der for alvor delte socialdemokratiet i to retninger, hvor den pro-kommunistiske side viste sig stærkest. Det lykkedes desuden at få massiv støtte fra fagforeningerne og en del liberalsocialister til millionærskattens indførelse. Kommunisterne var således allerede i 1945 i stand til at mobilisere en stor del af befolkningen for sine ideer.
Under 1. Verdenskrig havde tjekkiske og slovakiske soldater kæmpet i franske uniformer, og under 2. Verdenskrig havde en del af militæret sloges under britisk flag, mens en anden gruppe havde tjent i den Røde hær, dvs. for Sovjet.
Efter krigen bestod det tjekkoslovakiske militær af forskellige grupper, dels var der den del, der havde været i krig under udenlandsk flag, dels var der de nyrekrutterede officerer, modstandsmænd og partisaner.
Det var kun en lille gruppe, der var medlemmer i kommunistpartiet. De fleste var konservative, men fælles for alle var deres loyalitet overfor præsidenten.