Indholdsfortegnelse:

Koncentrationslejrene Auschwitz - Birkenau.

Enkeltbillet til Auschwitz.

De fleste jøder, der blev bragt til Auschwitz til henretning, ankom i en helt anden overbevisning. Nogle troede at de skulle arbejde på våbenfabrikker, som tvangsarbejdere, andre at de skulle forflyttes til nye land områder i Østeuropa. Mange af de mennesker der troede at de skulle overflyttes til andre land områder, havde endog fået kort og ejendomsbeviser på jordstykker, der var opdigtede af nazisterne. Derfor medbragte de deres mest værdifulde ejendele.
Afstanden mellem arrestationsstedet og Auschwitz var nogle gange mere end 2.400 kilometer. Fangerne måtte rejse i forseglede godsvogne stuvet sammen som kvæg uden mad og drikke. Rejsen varede ofte mellem 7 og 10 dage, hvorfor mange især ældre og børn var døde, når dørene blev åbnet ved ankomsten. Efter ankomsten til Auschwitz lejren blev fangerne sorterede. De stærkeste blev sendt til venstre, mens resten, mellem 75-90% blev dirigeret til højre. Den direkte vej til gaskamrene. De arbejdsdygtige blev gennet videre til desinfektionsbadet, hvor de i løbet af 2 minutter skulle smide alt, hvad de havde på sig. "Hurtigt, nervøst går det, man hører de første klaskende lyde, oksepisk mod nøgne kroppe." Det eneste de måtte beholde var sko, bælte, seler, briller og brokbind. De fik alt håret barberet, ikke bare på hovedet, der var ikke et hår tilbage på hele kroppen. "Vi stiller op, vi genkender næsten ikke hinanden, vi oplever, at vi bogstaveligt ikke har andet tilbage end den nøgne eksistens." Derefter fik fangerne et nummer tatoveret på armen og fangedragt udleveret. Auschwitz var den eneste lejr, hvor fangerne blev tatoveret på denne måde. På fangedragterne var der et mærke, en trekant med spidsen nedad, i forskellige farver, som angav fangens kategori:
gul for jøder rød for politiske fanger grøn for kriminelle lyserøde for homoseksuelle sorte for asociale violet for Jehovas Vidner blå for emigranter brune for sigøjnere	Her sov 9 mand på hver hylde.
Jøder, homoseksuelle og sigøjnere var de fanger, der led mest og var stærkest under SS’erne og kapoernes tortur og vold. De blev betegnet som menneskehedens rak og som nogen, der ikke havde ret til at leve på tysk jord og derfor skulle udryddes. [tilbage til indholdsfortegnelse]
En fanges dagligdag i lejren. Fangens dag begyndte normalt kl. 06.00, om sommeren kl. 05.00. I løbet af en halv time skulle de vaskes og have redt senge i militær stil. Hvis der var tid fik de morgenmad. Den bestod af en tynd melsuppe og et stykke brød. Efter maden var der morgenparade med navneopråb. Derpå fulgte arbejdet, om vinteren fra kl. 07.30 - 17.00 og om sommeren fra kl. 07.00 – 20.00, med en halv times pause på arbejdsstedet. Efter arbejde blev fanger sendt tilbage til lejren, hvorefter der øjeblikkeligt var aftenparade. Mogenparaden kunne normalt gøres indenfor en time, hvorimod aftenparaden kunne trække ud i adskillige timer, fordi dømte straffe, som piskning og hængning blev eksekveret til skræk og advarsel.
På hver parade skulle alle være til stede, også de der netop var døde. De døde blev lagt for enden af deres blok, og først efter paraden og efter at være blevet anmærket af rapport officeren, blev de bragt til krematoriet. Fangerne arbejde alle ugens dage, undtagen søndag eftermiddag som blev brugt til rengøring og personlig hygiejne f.eks. aflusning. Arbejdet kunne være i stenbrud, det kunne være gravning af grøfter, fældning af træer, fabriksarbejde, minearbejde og lign. Arbejdets primære opgave var så hurtigt som muligt fysisk og psykisk at få nedbrudt fangerne, så de enten døde af sig selv eller kunne aflives som uarbejdsdygtige. Fangerne var altid plaget af manglen på vand, og de yderst kritisable sanitære forhold betød, at lejrene vrimlede med lus og rotter. [tilbage til indholdsfortegnelse]
Arbejdsledelse. Underordnede funktioner i lejradministrationen blev udført af udvalgte fanger. Der var således en lejrleder. Han stod over de andre fanger, og var ansvarlig overfor SS-lejrkommandøren for fangernes handlinger. Det var et vanskeligt job for "ulydighed" blandt fangerne kunne let koste disse ledere deres hals. Hver blok havde en blokleder valgt blandt fangerne, som var ansvarlig for blokken. De praktiske arbejdsledere på arbejdsholdene var overcapoen, som igen udnævnte undercapoerne. Disse var normalt rekrutteret fra de grønne, de kriminelle, og var normalt selvsupplerende. Disse jobs gav mulighed for ekstra forplejning og andre fordele, de dannede en gruppe i organisationen. For at beholde deres privilegier og få udført de udstukne arbejdsopgaver optrådte capoerne ofte urimeligt sadistiske og voldelige overfor deres medfanger. De levede efter princippet, overlev eller dø med de andre. [tilbage til indholdsfortegnelse]
Afstraffelse. Afstraffelsesmetoderne i Hitlers koncentrationslejre var en del af et omhyggeligt planlagt SS-program, der sigtede mod med fuldt overlæg at aflive fangerne. Fangerne kunne straffes for alt. For at tage et hvil under arbejdet, for i SS-folkenes øjne at arbejde for langsomt, at tigge om brød, eller lade sine guldtænder komme til syne.
Straffen man fik foregik på mange forskellige måder. Den mest almindelige straf for mindre forseelser var pisk på "hesten". Fangen blev bundet til en kort træbænk med benene bundet fremad, så der var frit slag til ende og ryg. Alt efter forseelsens art bestod straffen af 5-25 slag pisk. Man kunne også blive dømt til "træhængning". Det betød man fik hænderne bundet på ryggen og skulle hænge med hænderne fastspændt til en krog ca. 2 meter over jorden, når skulderne drejede rundt under kroppens vægt medførte det frygtelige smerter.
Af andre afstraffelses metoder kan bl.a. nævnes indespærring i blok 11, her blev fangerne pint og torturet til døde. Andre metoder var ekstra fysisk slid, eller at skulle stå ret op 4 mand, om natten, i flere uger, i et tilmuret rum med en gulvflade på ca. 1 kvm. Ved alvorlige forseelser som f.eks. flugtforsøg eller hjælp dertil blev fangerne hængt i de dertil indrettede transportable galger. Straffene blev normalt eksekveret i forbindelse med aftenparaden. [tilbage til indholdsfortegnelse]

Viktor E. Frankl.
Viktor E. Frankl. tysk psykiater, født i Wien marts 1905 – død i 1992, beskæftigede sig med eksistenspsykologi. Herom har han skrevet og udgivet 32 bøger, oversat til 26 sprog.
Han var leder af det jødiske hospital, Rothschild Hospital, da nazisterne kom til magten i 1938. I 1942 blev han og hans forældre deporteret til koncentrationslejren Theresienstadt ved Prag.
Dr. Frankl. overlevede fra 1942-45 opholdet i tre koncentrationlejre, her i blandt Auschwitz. Hans forældre og øvrige familie omkom alle i koncentrationslejrene.
I forbindelse med vores beskrivelse af Auschwitz – Birkenau har vi læst Frankls bog, Psykologi og Eksistens, som han udgav i 1947. I bogen skildre han fangens "indre" liv, og de omkostninger opholdet i koncentrationslejren har for mennesket. Afsnittet Psykologi Og Eksistens består af uddrag fra bogen.
[tilbage til indholdsfortegnelse]

Psykologi Og Eksistens, af Viktor E. Frankl.
Dette afsnit består af korte citater fra bogen, Psykologi Og Eksistens.

Her er der altså ikke tale om de store heltes og martyrers død, snarere om den store masses "små" ofre, dens "lille" død. Den "ukendte" koncentrationslejrfanges lidelse. Vi kan roligt sige: de bedste er ikke kommet tilbage.

Vi holder ikke af at tale om det, vi har oplevet: det er ikke nødvendigt at forklare noget for den, der selv har oplevet en fangelejr; en, der ikke har oplevet den, kan vi ikke få til at fatte, hvordan det så ud inde i os – hvordan det stadig ser ud inde i os.

Optagelseschokket: jeg slår en streg over hele mit tidligere liv! Vi oplever, at vi bogstaveligt talt ikke har andet end den nøgne eksistens.

Mennesket, det væsen der vænner sig til alt – men man må ikke spørge os, hvordan….

Den, der ved, hvorfor han skal leve, tåler næsten et hvilket som helst hvordan.

I en unormal situation er en unormal reaktion netop den normale adfærd. Lidende, syge, døende, døde – efter nogle uger i lejren er det alt sammen så dagligdags, det kan ikke længer bevæge ham.

Ufølsomhed er et særdeles nødvendigt panser, som fangens sjæl i tide omgiver sig med.

Typiske hjertesuk, typiske drømme, ingen drøm, ikke engang den frygteligste, kan være så ond som den virkelighed, der omgav os i lejren.

Egentlig er kroppen, min egen krop, allerede et kadaver. Hvad var man? En lille del af en stor masse menneskekød; en masse bag pigtråd, presset ind i et par jordhytter; en masse hvoraf en ganske bestemt procentdel daglig begyndte at rådne, fordi den var blevet livløs.

Listen er det vigtigste, mennesket er kun vigtigt, for så vidt det har et fangenummer, det er bogstaveligt talt ikke andet end et nummer.

Det koncentrationslejren tilsyneladende "gør" mennesket til, er resultatet af en indre afgørelse. Hvis livet overhovedet skal have en mening, må lidelsen også have en mening.

I lejren varer en dag længere end en uge!
[tilbage til indholdsfortegnelse]

Litteraturliste
Frankl Viktor E: Psykologi og Eksistens.
Heger: Mændende med den lyserøde trekant.
Smoleri Kazimierz: Statens Museum i Oswiecim 
[tilbage til indholdsfortegnelse]